Mit have eventyr

Det er magisk at overtage en have for alt,  hvad der kommer op er som små skatte. Først var jeg træt af,  at overtage i Januar for så kunne jeg ikke nå at komme blomsterløg eller hvidløg i jorden - men takket være det milde vintervejr nåede jeg det hele, i mine første uger i Paradishuset.

På sin vis var Januar perfekt,  for så kan jeg let følge årets gang i min nye have fra start til slut. Og i kan alle sammen komme med på tur i min eventyrhave.

Det var kærlighed ved første blik - godt nok synes jeg ikke helt den er så stor, som jeg havde drømt om,  men jeg skal nok få plads til alle mine drømme. Det var alle rummene i haven jeg faldt for.  De mærkelige gamle træer - Hindbær hegnet - masser af roser og at haven er i flere niveauer. Den kæmpe store åbne udestue,  hvor alle mine tomat planter og chili skal bo. Og min køkkenhave kommer til, at være fint lukket inde af buske og træer til den ene side og et kæmpe stakit til den anden - som de gamle kloster haver i england. (det var godt nok mure der var rundt om dem...)

Min far har masser af træ så snart begynder vi, at lave højbede - af genbrugs træ selvfølgelig. Jeg kan bedst lide,  at genbruge ting (nu vi er ved det genbrugs stationer,  hvor man ikke må klunse er RØVSYGT - jeg kan næsten ikke holde det ud - det er så meget bedre for planeten,  hvis der var mere system i genbrugsstationen og man ikke bare kastede det op i en container for derefter at brænde det - hvaf hvis nogen lige stod og manglede det DU lige har kylet i en container... Hov side spor... Tilbage til haven)

Hver morgen når ungerne er afleveret går jeg en tur og ser hvad der er sket siden sidst - det er simpelthen så dejligt - lige meget, hvor trist jeg er over de små ting der går mindre godt lige nu - er jeg 100 % i bedre humør efter mine gå ture der ude.

Og så kan jeg jo dele det hele her med jer - hvem ved måske bliver i også i bedre humør?

Det mystiske ukendte

Sidste dag på dagpenge idag - nervøsiteten rumsterer i maven - jeg har søgt jobs på livet løs.. Hvad mon der sker i morgen? Er jeg stadig et helt menneske når jeg vågner? Gør det ondt,  at være systemløs? Skal jeg ud og samle hundelorte for jobcenteret?
Da jeg for ca 10 år siden begyndte på min uddannelse havde jeg aldrig troet,  at det ville blive så svært at starte et arbejdsliv? Jeg vil jo SÅ gerne arbejde - og jeg føler jeg har en hel masse,  at byde på både fagligt,  men også menneskeligt! Jeg er sikker på mit job venter lige rundt om hjørnet (hvis du ser det eller høre om det må du gerne lige smide en besked).
Nu kunne jeg så sætte mig ned i et hjørne og slå hovedet ind i væggen af afmagt over, min situation - tro mig da jeg lå søvnløs igår overvejede jeg det rigtig meget - længe lå jeg og tænkte på,  at jeg jo ikke er noget fordi jeg ikke har noget job - men pludselig gik det op for mig,  at det er HELT forkert!!!!  Jeg ER noget - jeg  er hende der elsker og hjælper min familie og venner - jeg er der ALTID hvis i har brug for mig - jeg bager da lige en kage,  lægger øre til eller giver en kæmpe krammer - jeg er noget - jeg er MARIE - som elsker Mads,  Willa,  Jonathan og 100 mennesker mere! 
Og det er i grunden noget pjat,  kun at se sin værdi i om man har et job - for jeg har en masse gode interesser der gør mig spændende,  at tale med - og faktisk har jeg et job. Lige nu er det,  at passe alle de små spirer i mit liv - grønne som menneskelige!  Gøre en forskel for jorden om end lille ved,  at dyrke alt jeg kommer i nærheden af og læse alt om selvforsynende levevis jeg kan komme i nærheden af!  Da min trillebør gik itu forleden græd jeg, for har jeg mon råd til en ny her så tæt på afgrunden? Men fandema om det skal stoppe mig - så flyttede jeg bare jord med to spande!
Jeg skal lære mine børn,  at det er helt fantastisk,  at plante et frø - se det spire og spise dets frugt eller grønt for så at tage frø og gemme til næste år - det er en vidunderlig cyklus som Willa heldigvis altid har været med til,  at opretholde - for gro noget det har jeg altid gjort!
Så morgen dag kom blot - jeg er ikke bange for dig for jeg har så mange fantastiske mennesker i mit liv og så mange andre ting der fortæller hvem jeg er som menneske <3
Hej jeg hedder Marie og jeg er pt arbejdsløs - det er ikke selvvalgt,  men det gør mig ikke til et ringere eller mindre dejligt menneske <3 så tak fordi jeg får lov til at være her på jorden og gøre lige det JEG gør <3

Vi slutter lige med et billede af mine vigtigste små mennesker der holder mig oppe hver dag i den her underlige,  men smukke verden

Jeg er bidt af en grønsag - hej Grønkål

Jeg er bidt af en grønsag - den er godt inde i varmen hos mig - her på mine sidste dage som Nordjyde har jeg forelsket mig i Nordjyllands jule darling Grønkålen. 

Det siges,  at være noget af det sundeste man kan putte i munden,  så det måtte jeg da prøve.  Jeg var lidt skeptisk - det var lidt hårdt og stikkende,  men nu efter et par dage er jeg vild med fornemmelsen, af den lidt hårde og genstride kål i munden.  VI elsker jo alle slags kål herhjemme,  så tænkte,  at det det måtte vi da også kunne lide - det der nordjyske grønkål.

På komfuret simre suppe på gårsdagens kyllingeskrog med gulerødder, tre slags løg,  kartofler,  hvidkål og grønkål - det dufter fantastisk :-) Og hvad er bedre end en varm suppe på en kold December dag?

Og dagens salat er med grønkål, valnødder, hakkede dadler,  pærer i tern og blokfeta - simple salater er bedst.  En god salat har noget knasende som fx nødder og kerner - og noget sødt som tørret frugt eller frisk frugt.  Sødme og tekstur det er det,  det hele handler om. JEG elsker salat.

Så hermed er det bestemt at grønkål gerne må flytte ind i haven på paradisvej. En dejlig havens brassica. 

(for dem som ikke ved det er det de typiske vintergrønsager i køkkenhaven der kaldes brassica - elsker det ord - smag lige på det - lækker lyd og bogstav sammensætning og alt for sjældent brugt)

Fødselsdagsfester og flyttekasser

I weekenden har vi fejret Willa's 4 års fødselsdag godt og grundigt med venner og familie fra nær og fjern. Hun bliver godt nok først 4 år på lørdag (30/11) (4 år - tænk, at det er 4 år siden jeg fødte min første fødte. Hvor er hun blevet en stor pige med langt hår og egne holdninger til alting.)  Vi ville fejre hende nu før jeg gik i gang med at pakke hendes værelse ned.Det er jo helt umuligt, at lege prinsesser eller købmands butik med sine bedste venner, hvis man ikke har et værelse, at lege i - eller hvad med sodavands diskodasko, det er der heller ikke plads til inde i stuen, hvor de voksne skulle være - med deres kaffe og snak. 

Det forholder sig nemlig sådan, at vi skal pakke hendes ned først fordi, det er der inde alle flyttekasserne skal bo de næste par uger - ja tænk nu handler det KUN om uger - ikke måneder - men uger før vi flytter til huset på Paradisvej. Nexø kalder på os - og vi er ved at være klar til at pakke hele livet, som vi kender det ned i kasser lavet af hård pap - det føles lidt syret. OG HVORDAN får jeg pakket det hele godt ned. Der er bare så mange ting i ens hverdag som i virkeligheden er en smule uhandy når det skal ned i en STOR papkasse?? Er allerede kommet op og slås med Willa's playmobil slot - der IKKE er pakke venligt. Men med til Bornholm det kommer det - og jeg håber det overlever turen. Jeg tænkte allerede på, hvordan vi skulle flytte det når tiden kom, da vi gav hende det i julegave sidste år. Der vidste jeg dog ikke, at vi allerede ville skulle flytte slottet nu her et år efter. Hvor er det vildt!!!

Willa har nydt, at have masser af gæster - det elsker hun nemlig - jeg tror vi alle er lidt matte i koderne idag efter al den kage og alle de dejlige samtaler og knus fra vores kære. Hun er også blevet begavet - selvfølgelig med tilpas mange lyserøde - glitter - glimmer ting som en 4 årig prinsesse jo har brug for, ja det er nok livsnødvendigt. (især når man hedder Willa Mia).Og lillebror blev også begavet med både en dejlig abebamse (som han har navngivet Abe-be), som han har sovet med siden og en sej traktor med katapult - der var det første han hentede, da han stod op i morges. Og jeg har også fået en gave - det smukkeste maleri til min nye stue fra søde Lise.

Jeg har nydt, at få lov til, at forkæle alle de dejlige mennesker i vores liv her højt mod nord. Med masser af søde sager - og jeg elsker det der, med at stå op kl 7 og så vide, at indtil deadline kl 13 skal man bare have fuld fart på - alt er timet i mit køkken og tempoet er højt. Nok lidt for højt til en 1 årig tumling - Jonathan var bestemt ikke tilfreds med at mor skulle bage så meget - men så fik han lov til at slikke skålen med rutebils flødeskum og så blev han en sød lille dreng igen ; ) Jeg må lige sætte lidt billeder ind fra fødselsdagsfesterne til sidst i det her indlæg

Jeg tror vi har fået pakket 9 kasser herhjemme nu - er godt nok spændt på, hvor mange der skal til før vores 105 kvm står tomt? 60 måske? Og selv om det føles godt, at pakke ned og det jo ER DET jeg har set frem til at begynde med så længe - var det utrolig svært, at komme igang - der var pludselig 117 andre ting jeg lige skulle først - så den der æblekage i køleskabet ikke lidt trist ud - den måtte jeg lige spise. Og filmene på netflix ser jo ikke sig selv - og det der job måtte jeg også lige søge først - og jeg kunne jo også bare gå rundt og rundt om mig selv. For selv om det er fantastisk at nu er det nu - så er det også bare så hårdt, at forlade sit hjem og alt det man kender.

Men jeg er sikker på det bliver rigtig godt - når bare vi er kommet der over og har fået apkket alle de mange kasser ud igen. (puhha det er jeg ikke sikker på jeg glæder mig til).

Æble kanel muffins

På denne tid af året er der så mange dejlige æbler - jeg har selv været så heldig, at få en hel masse skønne æbler af Jonathans søde dagplejemor. Der er blevet lavet masser æblegrød, så nu trængte jeg til, at lave nogle muffins. For er der noget bedre end at bide i sådan en lille bid af himmerige?

De fleste mennsker kan godt lide kanel og æbler sammen - og jeg elsker det. Men jeg havde lyst til at prøve noget nyt og det måtte gerne ligne en brunsviger lidt (jeg er nemlig vild med brundsvigerens huller - noget jeg kommer til at savne utrolig meget ved Nordjylland. Der er virkelig passion for brunsviger her oppe).

Så en ny opskrift måtte findes - og blev fundet. Selv om jeg måtte lave den lidt om for, at den passede til mig. Sådan er det jo tit med opskrifter. Så her kommer den. - Jeg håber i vil elske den lige så meget som jeg - og alle de dejlige mennesker jeg serverede dem for i Moder Jords Have til Trommedag i søndags.

Muffins med æbler og kanel - med et strejf af Nordjylland

Bag dem ved 180 grader i 26 min.

Dej:
2 dl kærnemælk
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
4 dl hvedemel
2 æg
125 g smør, i små tern
1 tsk vaniljesukker ellwe økologisk vanilje fra urtekram
1 1/2 dl sukker

Kanel topping:
1 dl mel
60 g flydende margarine
2 spsk kanel
1 dl brun farin

og 2 æbler skåret i tyndebåde og bagefter halveret på midten

Pisk smør, vanilje og sukker luftigt. Tilsæt et æg af gangen imens du stadig pisker. Kom mel, bagepulver og salt i. Rør det sammen imens du tilsætter kærnemælken.

Fyld muffinsforme halvt op med dej.

Bland margarine, kanel, mel og brun farin sammen og fordel det på toppen af alle muffins.

Brug de halve tynde æble både til at trykke lidt af toppingen ned i dejen og kom ca 3 stykker æble i hver.

Krea lørdag

Når lillebror er sløj og vi skal være inde må vi hygge os ved køkkenbordet. Igår så jeg den smukkeste engel på Facebook og tænkte "Selv om jeg har ti tommeltotter må jeg kunne lave sådan en" - Jeg er VIRKELIG ikke kreativ - det ligger bare ikke til mig. selv om jeg så gerne ville kunne hækle - strikke - finde på ting med en limpistol.

Men her er den mig og Willa's lørdagskreation:

Nu pynter den i vinduet - og viser, at den søde juletid er på vej. Troede ellers ikke jeg kunne nænne at ødelægge en bog - men den her ide var bare for fin til ikke at blive afprøvet.

Ellers har vi fået tiden ved køkkenbordet til at gå med at male et billede - eller Willa har : ) Det er nu så hyggeligt at sidde og se på hende male.

Venner

"A simple Hello could lead to a million things" -

Venner - et emne jeg gerne har villet skrive om rigtig længe, men jeg har ikke haft modet til det - men det er et emne der dukker op i mit hovede dagligt nu jeg står med hovedet ned i mine flyttekasser - for det er jo ikke kun min lejlighed jeg rejser fra, det er også en hel masse fantastiske mennesker, som jeg er så heldig at have krydset livet sti med. Mennesker der står mit hjerte så nært, at det føles som om jeg skal rive mit hjerte ud nu jeg skal forlade dem. Selvom jeg ved, at mange af mine "Farvel" i øjeblikket er et smilende på gensyn, så krammer jeg dem alle ekstra hårdt når vi ses for måske bliver det sidste gang i meget lang tid, hvor jeg får chancen.

Jeg tror at venskaber er som stier der går igennem ens liv. Nogle venners liv er i en fuldstændig lige linje med dit (også selv om i ikke bor tæt, man kan sagtens være i kontakt på andre måder så linjen ikke bliver brudt) - Andre venners stier leger slalom med din sti og i bliver ved med at krydse ind over hinanden igennem livet. Der er selvfølgelig også venner, hvis sti ender blindt og aldrig mødes med din igen, men jeg er af den mening af man har mødt de mennesker af en grund og de har beriget ens livs liv med kærlighed og gode minder - måske givet gode værktøjer til at klare svære perioder i ens liv. Så den slags venner er lige så vigtige som de to andre typer venner der færdes på din sti. OG vigtigst af alt tror jeg på, at man aldrig kan vide om en gammel vens sti pludselig alligevel krydser din, så man skal altid være klar til en kop the med en gammel ven for man ved aldrig hvilke glæder det vil bringe.

Når man står som mig foran en kæmpe bro, der er på min sti, som er min flytning reagere folk meget forskelligt - men en klog kvinde har fortalt mig, at når man flytter luges der ud i ens venner og kun de smukkeste blomster står tilbage i den sidste ende - det synes jeg var utrolig smukt skrevet - så tak kære ven - jeg ser jo alle mine venner som fantastiske, elskelige og smukke mennesker - så jeg håber at jeg om et år stadig står med verdens smukkeste buket blomster. Der findes heldigvis mange måder, at holde kontakten. Idag har vi jo facebook, så selv om en ven måske bor i Australien kan man stadig følges af i smukt slalom på ens sti. Et rigtig venskab er et, hvor man efter 3 mdr - 1 år - 10 år kan mødes og falder i hak igen " Kan du huske den gang...ja..." og så fyldes lokalet med latter. I en rigtig vens knus kan du mærke savnet, men også gensynsglæden - og ingen parter bærer nag omkring glemte julekort eller forsent besvarede sms eller emails.

Jeg tror på, at når gud lukker en dør åbner han altid en ny. Og sådan er det vel også med venskaber i virkeligheden.

I mit liv er der så mange vidunderlige mennesker - mødt på en million forskellige måder - og jeg ville ikke undvære en eneste af jer.

Et unikt venne eksempel der forklare, at venskaber ikke er så lige til og nogen gange ikke handler om fysiske knus, er venskabet jeg har med min mødregruppe. Vi mødtes på et forum for mødre på internettet - på daværende tidspunkt kunne det se ud, som om det eneste vi havde tilfældes var at vores barn havde termin sammen måned og samme år. Men langsomt blomstrede et nært venskab op imellem os ca 73 kvinder (vi var en del flere i starten, men jeg husker ikke hvor mange - nu er vi den hårdekerne) - Vi skriver sammen hver dag, vi jubler sammen når der sker noget dejligt og græder sammen når det er dårlige tider. Vi er nu næsten 5 år efter viklet ind i hinandens liv på kryds og tværs - og hvis der er en der for en tid eller for altid forlader os sørger vi sammen. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden dem og den dynamik som vi har sammen. Jeg elsker vores kvindelige symbiose. Og vi er vitterligt 73 fuldstændig forskellige kvinder, der har bragt 73 forskellige rygsække af livserfaring med ind i vores venskab - det vil jeg ikke være foruden. Nogen af dem har jeg mødt ansigt til ansigt - og jeg er sikker på at får jeg bliver gammel og grå vil jeg have mødt hver og en.

(og i min nye mødregruppe med Jonathan er vi i fuld gang med at lave samme smukke stier ind og ud af hinandens liv - igen jeg ville ikke undvære det for noget)

Et andet forunderligt eksempel er min skønne veninde der når jeg flytter til Bornholm, flytter til bornholmsgade. Det synes jeg føles som om at båndet imellem os bliver bundet endnu mere smukt. Det kan godt være vi har det som om vores hjerter bliver revet ud fordi jeg rejser, men på en måde tager hun alligevel med. Da jeg gik på Biblioteksskolen i 3 år stod jeg hverdag og kiggede på det kæmpe billede af Bornholm der er malet på hendes nye lejlighedskompleks og hver dag bad jeg om, at jeg var et skridt tættere på at vende hjem til min ø. Så at hun flytter der til føles en smule symbolsk og jeg bliver måske lidt grådlabil.

Hov det var lige en sti ud i noget helt andet - men håber i forstår, hvor jeg ville hen med det ; )

Det er for svært, at nævne jer alle - så skulle det her jo være en roman og det er jo et blog indlæg - men jeg er ikke i tvivl om at i ved hvor meget jeg holder af jer - elsker - og vil savne - og savn er en god ting, det betyder bare at man holder af.

Så hvis nogen trækker sig lidt lige nu midt i mit flytte rod så tænker jeg på den smukke buket blomster jeg vil stå med til sidst og på disse ord:

" A beautiful expression of love is to want the best for someone whether it includes you or not." 

og husk: