Venner - et emne jeg gerne har villet skrive om rigtig længe, men jeg har ikke haft modet til det - men det er et emne der dukker op i mit hovede dagligt nu jeg står med hovedet ned i mine flyttekasser - for det er jo ikke kun min lejlighed jeg rejser fra, det er også en hel masse fantastiske mennesker, som jeg er så heldig at have krydset livet sti med. Mennesker der står mit hjerte så nært, at det føles som om jeg skal rive mit hjerte ud nu jeg skal forlade dem. Selvom jeg ved, at mange af mine "Farvel" i øjeblikket er et smilende på gensyn, så krammer jeg dem alle ekstra hårdt når vi ses for måske bliver det sidste gang i meget lang tid, hvor jeg får chancen.
Jeg tror at venskaber er som stier der går igennem ens liv. Nogle venners liv er i en fuldstændig lige linje med dit (også selv om i ikke bor tæt, man kan sagtens være i kontakt på andre måder så linjen ikke bliver brudt) - Andre venners stier leger slalom med din sti og i bliver ved med at krydse ind over hinanden igennem livet. Der er selvfølgelig også venner, hvis sti ender blindt og aldrig mødes med din igen, men jeg er af den mening af man har mødt de mennesker af en grund og de har beriget ens livs liv med kærlighed og gode minder - måske givet gode værktøjer til at klare svære perioder i ens liv. Så den slags venner er lige så vigtige som de to andre typer venner der færdes på din sti. OG vigtigst af alt tror jeg på, at man aldrig kan vide om en gammel vens sti pludselig alligevel krydser din, så man skal altid være klar til en kop the med en gammel ven for man ved aldrig hvilke glæder det vil bringe.
Når man står som mig foran en kæmpe bro, der er på min sti, som er min flytning reagere folk meget forskelligt - men en klog kvinde har fortalt mig, at når man flytter luges der ud i ens venner og kun de smukkeste blomster står tilbage i den sidste ende - det synes jeg var utrolig smukt skrevet - så tak kære ven - jeg ser jo alle mine venner som fantastiske, elskelige og smukke mennesker - så jeg håber at jeg om et år stadig står med verdens smukkeste buket blomster. Der findes heldigvis mange måder, at holde kontakten. Idag har vi jo facebook, så selv om en ven måske bor i Australien kan man stadig følges af i smukt slalom på ens sti. Et rigtig venskab er et, hvor man efter 3 mdr - 1 år - 10 år kan mødes og falder i hak igen " Kan du huske den gang...ja..." og så fyldes lokalet med latter. I en rigtig vens knus kan du mærke savnet, men også gensynsglæden - og ingen parter bærer nag omkring glemte julekort eller forsent besvarede sms eller emails.
Jeg tror på, at når gud lukker en dør åbner han altid en ny. Og sådan er det vel også med venskaber i virkeligheden.
I mit liv er der så mange vidunderlige mennesker - mødt på en million forskellige måder - og jeg ville ikke undvære en eneste af jer.
Et unikt venne eksempel der forklare, at venskaber ikke er så lige til og nogen gange ikke handler om fysiske knus, er venskabet jeg har med min mødregruppe. Vi mødtes på et forum for mødre på internettet - på daværende tidspunkt kunne det se ud, som om det eneste vi havde tilfældes var at vores barn havde termin sammen måned og samme år. Men langsomt blomstrede et nært venskab op imellem os ca 73 kvinder (vi var en del flere i starten, men jeg husker ikke hvor mange - nu er vi den hårdekerne) - Vi skriver sammen hver dag, vi jubler sammen når der sker noget dejligt og græder sammen når det er dårlige tider. Vi er nu næsten 5 år efter viklet ind i hinandens liv på kryds og tværs - og hvis der er en der for en tid eller for altid forlader os sørger vi sammen. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden dem og den dynamik som vi har sammen. Jeg elsker vores kvindelige symbiose. Og vi er vitterligt 73 fuldstændig forskellige kvinder, der har bragt 73 forskellige rygsække af livserfaring med ind i vores venskab - det vil jeg ikke være foruden. Nogen af dem har jeg mødt ansigt til ansigt - og jeg er sikker på at får jeg bliver gammel og grå vil jeg have mødt hver og en.
(og i min nye mødregruppe med Jonathan er vi i fuld gang med at lave samme smukke stier ind og ud af hinandens liv - igen jeg ville ikke undvære det for noget)
Et andet forunderligt eksempel er min skønne veninde der når jeg flytter til Bornholm, flytter til bornholmsgade. Det synes jeg føles som om at båndet imellem os bliver bundet endnu mere smukt. Det kan godt være vi har det som om vores hjerter bliver revet ud fordi jeg rejser, men på en måde tager hun alligevel med. Da jeg gik på Biblioteksskolen i 3 år stod jeg hverdag og kiggede på det kæmpe billede af Bornholm der er malet på hendes nye lejlighedskompleks og hver dag bad jeg om, at jeg var et skridt tættere på at vende hjem til min ø. Så at hun flytter der til føles en smule symbolsk og jeg bliver måske lidt grådlabil.
Hov det var lige en sti ud i noget helt andet - men håber i forstår, hvor jeg ville hen med det ; )
Det er for svært, at nævne jer alle - så skulle det her jo være en roman og det er jo et blog indlæg - men jeg er ikke i tvivl om at i ved hvor meget jeg holder af jer - elsker - og vil savne - og savn er en god ting, det betyder bare at man holder af.
Så hvis nogen trækker sig lidt lige nu midt i mit flytte rod så tænker jeg på den smukke buket blomster jeg vil stå med til sidst og på disse ord:
" A beautiful expression of love is to want the best for someone whether it includes you or not."
og husk:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar