Krea lørdag

Når lillebror er sløj og vi skal være inde må vi hygge os ved køkkenbordet. Igår så jeg den smukkeste engel på Facebook og tænkte "Selv om jeg har ti tommeltotter må jeg kunne lave sådan en" - Jeg er VIRKELIG ikke kreativ - det ligger bare ikke til mig. selv om jeg så gerne ville kunne hækle - strikke - finde på ting med en limpistol.

Men her er den mig og Willa's lørdagskreation:

Nu pynter den i vinduet - og viser, at den søde juletid er på vej. Troede ellers ikke jeg kunne nænne at ødelægge en bog - men den her ide var bare for fin til ikke at blive afprøvet.

Ellers har vi fået tiden ved køkkenbordet til at gå med at male et billede - eller Willa har : ) Det er nu så hyggeligt at sidde og se på hende male.

Venner

"A simple Hello could lead to a million things" -

Venner - et emne jeg gerne har villet skrive om rigtig længe, men jeg har ikke haft modet til det - men det er et emne der dukker op i mit hovede dagligt nu jeg står med hovedet ned i mine flyttekasser - for det er jo ikke kun min lejlighed jeg rejser fra, det er også en hel masse fantastiske mennesker, som jeg er så heldig at have krydset livet sti med. Mennesker der står mit hjerte så nært, at det føles som om jeg skal rive mit hjerte ud nu jeg skal forlade dem. Selvom jeg ved, at mange af mine "Farvel" i øjeblikket er et smilende på gensyn, så krammer jeg dem alle ekstra hårdt når vi ses for måske bliver det sidste gang i meget lang tid, hvor jeg får chancen.

Jeg tror at venskaber er som stier der går igennem ens liv. Nogle venners liv er i en fuldstændig lige linje med dit (også selv om i ikke bor tæt, man kan sagtens være i kontakt på andre måder så linjen ikke bliver brudt) - Andre venners stier leger slalom med din sti og i bliver ved med at krydse ind over hinanden igennem livet. Der er selvfølgelig også venner, hvis sti ender blindt og aldrig mødes med din igen, men jeg er af den mening af man har mødt de mennesker af en grund og de har beriget ens livs liv med kærlighed og gode minder - måske givet gode værktøjer til at klare svære perioder i ens liv. Så den slags venner er lige så vigtige som de to andre typer venner der færdes på din sti. OG vigtigst af alt tror jeg på, at man aldrig kan vide om en gammel vens sti pludselig alligevel krydser din, så man skal altid være klar til en kop the med en gammel ven for man ved aldrig hvilke glæder det vil bringe.

Når man står som mig foran en kæmpe bro, der er på min sti, som er min flytning reagere folk meget forskelligt - men en klog kvinde har fortalt mig, at når man flytter luges der ud i ens venner og kun de smukkeste blomster står tilbage i den sidste ende - det synes jeg var utrolig smukt skrevet - så tak kære ven - jeg ser jo alle mine venner som fantastiske, elskelige og smukke mennesker - så jeg håber at jeg om et år stadig står med verdens smukkeste buket blomster. Der findes heldigvis mange måder, at holde kontakten. Idag har vi jo facebook, så selv om en ven måske bor i Australien kan man stadig følges af i smukt slalom på ens sti. Et rigtig venskab er et, hvor man efter 3 mdr - 1 år - 10 år kan mødes og falder i hak igen " Kan du huske den gang...ja..." og så fyldes lokalet med latter. I en rigtig vens knus kan du mærke savnet, men også gensynsglæden - og ingen parter bærer nag omkring glemte julekort eller forsent besvarede sms eller emails.

Jeg tror på, at når gud lukker en dør åbner han altid en ny. Og sådan er det vel også med venskaber i virkeligheden.

I mit liv er der så mange vidunderlige mennesker - mødt på en million forskellige måder - og jeg ville ikke undvære en eneste af jer.

Et unikt venne eksempel der forklare, at venskaber ikke er så lige til og nogen gange ikke handler om fysiske knus, er venskabet jeg har med min mødregruppe. Vi mødtes på et forum for mødre på internettet - på daværende tidspunkt kunne det se ud, som om det eneste vi havde tilfældes var at vores barn havde termin sammen måned og samme år. Men langsomt blomstrede et nært venskab op imellem os ca 73 kvinder (vi var en del flere i starten, men jeg husker ikke hvor mange - nu er vi den hårdekerne) - Vi skriver sammen hver dag, vi jubler sammen når der sker noget dejligt og græder sammen når det er dårlige tider. Vi er nu næsten 5 år efter viklet ind i hinandens liv på kryds og tværs - og hvis der er en der for en tid eller for altid forlader os sørger vi sammen. Jeg kan slet ikke forestille mig mit liv uden dem og den dynamik som vi har sammen. Jeg elsker vores kvindelige symbiose. Og vi er vitterligt 73 fuldstændig forskellige kvinder, der har bragt 73 forskellige rygsække af livserfaring med ind i vores venskab - det vil jeg ikke være foruden. Nogen af dem har jeg mødt ansigt til ansigt - og jeg er sikker på at får jeg bliver gammel og grå vil jeg have mødt hver og en.

(og i min nye mødregruppe med Jonathan er vi i fuld gang med at lave samme smukke stier ind og ud af hinandens liv - igen jeg ville ikke undvære det for noget)

Et andet forunderligt eksempel er min skønne veninde der når jeg flytter til Bornholm, flytter til bornholmsgade. Det synes jeg føles som om at båndet imellem os bliver bundet endnu mere smukt. Det kan godt være vi har det som om vores hjerter bliver revet ud fordi jeg rejser, men på en måde tager hun alligevel med. Da jeg gik på Biblioteksskolen i 3 år stod jeg hverdag og kiggede på det kæmpe billede af Bornholm der er malet på hendes nye lejlighedskompleks og hver dag bad jeg om, at jeg var et skridt tættere på at vende hjem til min ø. Så at hun flytter der til føles en smule symbolsk og jeg bliver måske lidt grådlabil.

Hov det var lige en sti ud i noget helt andet - men håber i forstår, hvor jeg ville hen med det ; )

Det er for svært, at nævne jer alle - så skulle det her jo være en roman og det er jo et blog indlæg - men jeg er ikke i tvivl om at i ved hvor meget jeg holder af jer - elsker - og vil savne - og savn er en god ting, det betyder bare at man holder af.

Så hvis nogen trækker sig lidt lige nu midt i mit flytte rod så tænker jeg på den smukke buket blomster jeg vil stå med til sidst og på disse ord:

" A beautiful expression of love is to want the best for someone whether it includes you or not." 

og husk:

Paradisvej lige rundt om hjørnet

Det begynder at komme tættere på nu - det føles som om, at hvis jeg strækker armen ud kan jeg næsten nå vores søde "lille" hus på Paradisvej. Det er ligesom, at kunne træde ind i en dagdrøm man i flere år har gået rundt og drømt. Jeg Marie - er HUSEJER. I hvertfald om lidt over en måned, så er det mit - eller vores er det jo ; ) Siden vi fandt huset i Juli har jeg bare gået og drømt om overtagelses dagen - ja man kan vel sige at Paradisvej har været i mine tanker døgnet rundt i over 4 mdr nu.

Jeg drømmer om, at gå ind at døren til vores hus for første gang, hvor det er VORES. Jeg drømmer om, at sætte ting på plads - planlægge mit nye køkken, hvor jeg skal trylle med pander og gryder - drømmer om, hvor glad Jonathan bliver når han kan gå ind på sit eget værelse. Han vil så gerne ind på Willas, så nu er det snart hns tur. Drømmer om kommende havefester - vennebesøg og AL den kærlighed vi skal fylde huset med. Det skal ud i hver en krog, fra kælder til kvist.

I går begyndte mig og Jonathan, at pakke den første flyttekasse - det føles rigtig godt. Nu er vi på vej, nu er det lige rundt om hjørnet. Jeg vender og drejer hver en ting før jeg kommer den i kassen og tænker på om jeg VIRKELIG ønsker, at den skal med til vores nye hjem. Har vi brug for den? Har den dårlige minder koblet på sig? Eller er der i virkeligheden nogen der har mere brug for tingen end os? : ) Det er dejligt at få sorteret ud.

Samtidig dukker utrolig mange følelser og tanker op når man kigger alle sine ting igennem - minder - og jeg giver mig selv lov til at mærke dem og mindes dem - for så er det lettere at give slip. Det er en kæmpe del af en flytning - det med at give slip. Og selv om det nogen gange gør ondt, ved jeg at det bliver HELT fantastisk når vi kommer ud på den anden side - og lukker døren til vores nye liv op - og alle bornholmerene bare råber VELKOMMEN - og hvis jeg er heldig har Ulla og Rie bagt kage til mig og står klar med en masse knus sammen med Maria og Selina. For hvor er det fantastisk, at jeg allerede har så mange dejlige mennesker tæt på Paradisvej der bare venter på at lave en masse dejlige minder med mig.

Og hvor er det spændende med alle de nye mennesker der vil krydse vores vej. Og gamle venner der kommer ind i vores liv igen - venner jeg har savnet rigtig meget. Det er jo som at vinde i LOTTO at få lov til at se dem alle sammen igen - og lave nye minder med dem. Ny Børnehave til Willa og Vuggestue til Jonathan - åh jeg håber deres overgang til det nye liv bliver let og fyldt med latter.

Nu vil jeg kigge dybt i flyttekassen igen kære venner - må i ha' en helt fantastisk fredag der ude. 

Jonathan pakker sammen med Mor

Det lille hus på Paradisvej

Bloglovin

Så kom jeg også med inde på bloglovin - jeg ved ikke så meget om det endnu. Men jeg glæder mig til at følge en masse dejlige blogs, og forhåbentlig er der også et par stykker der gider følge mine skriblerier

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/11256923/?claim=bs3my4rfhvm">Follow my blog with Bloglovin</a>

Marie's Mad tabu - den dag Risengrøden igen blev venner med MaryMadGlad

Måske har du også en slags mad du gruer for, at skulle lave fx ting med husblas eller som mig noget der skal koges op med mælk.

Jeg har gået med en risengrøds kognings forbandelse siden November 2004. 

Jeg flyttede hjemmefra i Juli 2004, så jeg var helt ny ud i kogekunstens mysterier og endnu ikke kendt under navnet MaryMadGlad. Jeg boede i en gammel lidt skummel lejlighed midt i Nørresundby sammen med min daværende kæreste og en meget pelset kat som hedder Ramses (han bor hjemme hos min far og mor nu - da ham og Willa ikke kunne sammen)- Og jeg tænkte det der risengrød det kan jeg da sagtens klare, og jeg koger det i sengen ligesom min far og mor altid gør - det er så hyggeligt. MEN det gik grueligt galt, noget har jeg gjort forkert for da jeg hentede grøden under alle dynerne og tæpperne inde i sengen to timer efter - var den meget tynd og uspiselig.

Jeg må have været for nervøs for, at brænde mælken på - og derfor kan jeg i bagklogskabens tegn regne ud, at den har kogt alt for lidt op.

Men før idag har jeg bare ikke turdet tage risengrøden ved hornene og sige "JEG TØR GODT KOGE DIG". Jeg er lidt perfektionistisk når det gælder mad - og risengrøden anno 2004 sad nok bare rigtig godt fast inde i hovedet på mig ; )

Men nu har jeg jo to risengrøds elskende børn så jeg måtte prøve igen (Har dog en mand der vidst ikke synes det er vildt lækkert, men han spiste det da - og da jeg sagde "jeg indfører hermed grød torsdag resten af vinteren" sagde han da ikke NOOOOOOOOO). 

Og det lykkes - her sidder jeg efter et fuldendt risengrøds måltid der bare smagte PERFEKT af jul og nissebanden på Grønland og føler mig barnligt lykkelig. Jeg har klaret det - jeg kan faktisk godt koge risengrød - det bliver en god vinter.

Til Mia

I dag er det 11 år siden du forlod jorden og gik bort - Der går ikke en uge, hvor du ikke er i mine tanker. Der er så mange ting jeg gerne ville fortælle dig over en flaske kold hvidvin og en liter vaniljeis. Og hver gang jeg er nede så tænker jeg - her ville Mia lige ha' skubbet til mig og fået mig op igen. I mine øjne var du stor og stærk - selv om jeg godt ved at sandheden var, at du nok var ligesom mig indeni - men du var den ældste.

Jeg er sikker på du følger med der oppe fra - kigger ned på min lille familie og ser din lille navnesøster - Hun er blevet vild med heste, og det er lige dig. Mon ikke du har stået på sidelinjen når Willa Mia har været i nærkontakt med de store dyr - du ved jo jeg altid har været lidt bange for dem.

Den dag du døde - lovede jeg mig selv, at jeg altid ville huske at leve lidt for dig også. Det får mig også op igen når jeg rammer det famøse sorte hul - for det her liv skal NYDES. 

Du var kun 21 år - og længe var jeg selv bange for døden. Når man er ung og den kommer så tæt på bliver man godt rusket igennem - vi var jo unge og fulde af liv - vi kunne da ikke dø? 

Jeg savner dit smil og dit grin - og jeg savner din musik smag - jeg savner dig ; ) men når jeg lukker øjnene så er jeg tilbage på nul komma fem.

Du står her på billederne i min stue og kigger på mig - og måske er du også lidt her i aften - kommer lige forbi for at give et knus - til en lille veninde der savner dig

Kærligst din Mary

Mit hjem er fyldt med mænd ; )

I den her weekend er der godt fyldt op i det lille hjem. Mads har inviteret 3 af sine gode venner til at bo hos os hele weekenden. De er kommet og har indtaget vores stue med deres computere - masser af cola og snacks. Der er et spil som de har ventet på længe, som lige er kommet ud så det passer jo perfekt. Jeg kan godt lide når Mads holder LAN - andre kærester/koner synes måske det er træls når deres bedre halvdel elsker at spille computer - men jeg synes det er en helt ok hobby.

Ikke alene ved man at det er relativt ufarligt at spille computer ( og han får jo masser motion på arbejdet i hverdagen) - jeg ved hvor han er og han er god til at være nærværende selv om han spiller - sker der noget smider han alt hvad han har i hænderne og henter dit og dat til ungerne. Eller skifter en ble - så mor her kan holde lidt fri. En anden kæmpe fordel er at jeg NÆSTEN altid bestemmer over tv'et - og han har høretelefoner på så om aftenen har jeg for det meste dejlig ro - jeg elsker når her er helt stille.

Sådan en LAN weekend er lidt usund, men det er nu også ret hyggeligt engang imellem. I går lavede jeg sund aftensmad til os alle - men idag står den på take away - det er også bare med at nyde det, for det er bestemt ikke noget man gør ret meget i på Bornholm. Og så er der jo også bare med at få set alle vennerne så meget som overhovedet mulig før vi flytter herfra.